Igår var jeg til familiekomsammen slash fødselsdagsfejring hos min mormor hvor snakken faldt på da vi ( mine søskende og jeg) stadig boede hjemme og om vores barndom og ungdom.
Jeg kom til at tænke på hvordan mit liv var dengang. Hvor dejlig problemløst det var. Alle de bekymringer og spekulationer man var fritaget for. Hvor fri man var. Ingen forventninger fra arbejdsplads, kæreste eller familie…. Ingen månedlig husleje, hvornår bilen skal synes og hvad aftensmaden skal stå på.
Hvor havde man det dog nemt den gang – eller hvad?
Når jeg tænker efter så havde man vel bare nogle andre bekymringer den gang: søskende man mente fanden havde skabt, forældre der absolut ikke forstod hvordan det var at være 17 år, venner – at følge med og være in, uddannelsesvalg og åh ja forelskelse og knuste hjerter.
Måske var det ikke nemmere den gang. Måske var problemerne bare nogle andre.
Men nogle gange ville det da være fedt hvis man kunne slippe alt ansvaret, kun tænke en time frem og bare være her lige nu og her.

Jeg skal til tandlæge i morgen. *uff* Jeg hader tandlæger. Eller… jeg har ikke noget personligt imod dem. Og min tandlæge er da sikkert også et sødt og venligt menneske, men jeg bryder mig bare ikke om dem, og de bliver aldrig mine total-yndlings-mennesker.




