I går måtte vi gå den tunge gang til dyrehospitalet og lade vores kære Ronja få fred. Siden torsdag aften havde hun været indlagt på dyrehospitalet. Til at starte med kunne hendes symptomer ikke forenes med en sygdom – derfor valgte de at beholde hende til observation.

Fredag blev det konstateret at hun havde fået epilepsi. Forskellige former for medicin blev afprøvet, og til at starte med reagerede hun positivt på medicinen, men søndag gik det galt. Hun begyndte at blive aggressiv og fjendtlig og medicinen kunne ikke holde anfaldene nede.
Da vi kom ud på dyrehospitalet, kunne hun ikke genkende os og havde en meget aggressiv adfærd. Beslutningen var derfor ikke svær at tage. Dyrlægen var rigtig medfølende og fortalte os detaljeret om Ronjas sygdomsforløb. Jeg prøvede at komme i kontakt med Ronja, og det lykkedes til dels. Hun kunne genkende min duft, men hun var hele tiden i forsvarsposition.
Mens vi var hos dyrlægen fik Ronja endnu to anfald – og vi vidste at der kun var en vej ud af det her. Inden Ronja var helt væk i bedøvelsen forsvandt hendes aggressive adfærd og jeg så et sidste glimt af den gamle Ronja. Mens hun åndede ud lå hun med hovedet i min ene hånd så det sidste hun duftede var en velkendt duft. Forhåbentlig tog hun dét med sig og ikke den fjendtlighed som sygdommen havde givet hende.
Ronja, vi lærte dig kun at kende i ganske kort tid – men hvor vil vi bare savne dig, din væremåde og dine pudsigheder ufattelig meget. Du vil aldrig blive glemt.
Vi savner dig.


